Historien om feriecentret

Bygningerne på Oddevejen blev opført 1982-84 af Dansk Folkeferie med Hans Munk Hansen som arkitekt. Byggeriet afløste en tidligere, mere primitiv ferieby fra 1944. Hans Munk Hansen er i dag 90 år og har haft en omfattende karriere herhjemme og navnlig i udlandet. Ved byggeriet på Oddevejen var han inspireret af gårdhuse i Mellemøsten, og han har tegnet et lignende feriekompleks for Dansk Folkeferie på Malta.

Dansk Folkeferie solgte i 2008 Middelfart Feriecenter, bestående af både husene og centerdelen, til selskabet Grøndal ApS ejet af Middelfart Sparekasse og Uhrenholt og opkaldt efter dalen Grøndal mellem feriecentret og den nuværende dyrehave. Det blev dog en dyr fornøjelse for de to lokale ejere, som nåede at tabe et betydeligt millionbeløb, inden de i 2014 kastede håndklædet og solgte til de to investeringsselskaber Jammerbugt ApS og Stensdal Group ApS.

Senere blev Stensdal Group eneejer. Ved nytår 2019 skiftede stedet navn til Sund & Skov.

Som følge af flere år med millionunderskud blev Sund & Skov sat til salg i efteråret. Det endte med en 15-årig forpagtningsaftale med den hollandske feriekoncern Landal GreenParks. Forpagtningsaftalen er betinget af en eneretsaftale med ejerforeningen om udlejning af feriehusene.

Landal Middelfart har aftale med ca. 80 husejere om udlejning.

De 121 huse er ens og på hver 75 kvadratmeter med to soveværelser og to badeværelser. I en lukket gård mellem husenes to fløje er en gårdhave, som vender mod syd.